Er der nogen derude, der kan hjælpe mig? Jeg har akut brug for nogle tal og statistikker. Sagen er den, at jeg gerne vil undersøge, hvor mange unge mennesker, der har haft angstanfald i løbet af de sidste 2 måneder.
Det har jo været eksamenstid for alle de unge. Dem, der skal tage folkeskolens afgangsprøver. Dem, der skal til eksamener, der tæller til deres studentereksamen.
Dem, der skal afslutte første eller et eller andet semester på universitetet. Det er ret mange mennesker, vi taler om. Og vi hører da også om tilfælde, hvor eksamensangst har bevirket, at fx studenterhuen ikke kom på hovedet. Synd for den, det skete for.
Hvad er eksamensangst?
Men skal vi lige se lidt nærmere på, hvad eksamensangst i virkeligheden er? Jeg har nemlig lidt på fornemmelsen, at sommetider, så taler vi slet ikke om eksamensangst. Vi taler om hysteri og skjulte agendaer, der handler om dårlige vilkår for nogle af eleverne – eller de studerende. Måske taler vi også om formynderi og standarder, der i virkeligheden får vores uddannelsessystem til at gå ned?
Det er jo ikke uden gode grunde, at mange flere unge mennesker i 9. og 10. klasses-alderen hellere vil have et år på efterskole, end at de vil presses frem i gymnasiet, så en plads på universitetet kan blive sikret.
Og grunden til, at jeg efterlyser statistikker og tal er, at jeg har en idé, der går ud på, at rigtigt mange af de unge mennesker, der mener, at de lider af eksamensangst, slet ikke er angste.
De er bare forvirrede – og vores uddannelsessystem har ikke tilstrækkelig kapacitet til at samle dem, der virkeligt har eksamensangst op. Jeg siger – eller postulerer ikke – at eksamensangst ikke eksisterer.
Kan føre til mere generaliseret angst
Det, jeg siger, er, at eksamensangst kan udvikle sig til andre og meget mere alvorlige angstlidelser, som fx generaliseret angst – se her. Og det skal vi være opmærksomme på. Det er derfor jeg gerne vil have lidt flere konkrete tal for, hvor mange unge, der lider af eksamensangst. Og er det i virkeligheden angst de lider af – eller er det ’bare’ sommerfuglene i maven lige inden eksamenen står for døren?
Er vi måske på et spor, hvor nervøsitet forveksles med angst? Og hvordan lærer vi at skelne imellem reel angst og nervøsitet? Ok, nervøsitet er et symptom på angst.
Kan forveksles med stress
Ofte forveksles følelserne med for eksempel stress – se her. Men det – nervøsitet – kan også være kilde til bedre koncentration og bedre præstation.
Og ja, jeg vil gerne indrømme det: Er det muligt at få tal, der fortæller om geografien over, hvor tilfældene af eksamensangst findes? Ja, jeg ved godt, at københavnsområdet vil være det sværest belastede område – men hvor i Storkøbenhavn?
Der, hvor der er mange ’alternative’ skoler? Der, hvor de socialt og økonomisk belastede familier bor? Eller hvordan? Angst er nemlig ikke kun en lidelse, som nogle mennesker lider af.
Angst er også forbundet med levevilkår, social aktivitet og fremtidsudsigterne, som de unge har. Det er fx slet ikke ualmindeligt, at mennesker, der undergår – eller skal til at indgå i – store forandringer i deres liv oplever angst i en helt uventet form. Sådan som de unge mennesker, der skal til eksamen, jo ofte skal.