Jeg har altid opfattet min tante som et surt overklasseløg. Rent ud sagt. Jeg ved godt, at det ikke er særligt pænt at sige sådan noget om et familiemedlem. Men det er ærligt. Og jeg skriver ”Har opfattet … ” fordi min opfattelse af hende har ændret sig drastisk, efter at jeg fik at vide, at hun har givet alle sine penge til en fond, der opretter kvindehjem. Hun viser mig efter sin bortgang, en side af sig selv, som jeg ikke kendte. Og som mine kusiner – hendes døtre – faktisk heller ikke kendte. Og jeg er fuld af beundring.
Velhavende og hård
Hun var en meget velhavende dame. Og hun var altid, sådan, lidt hård i filten. Hvis man kan sige sådan om en dame. Hun var meget stram. Det var utroligt svært at få hende til at smile. For slet ikke at tale om at le. Jeg tror, jeg har set hende smile to gange i hele mit liv. Resten af tiden var hun stram. Om mundvigene. Ingen munterhed. Ingen glæde i øjnene. Måske kun til en enkelt julefest.
Kvinder udsatte for vold
Måske var det hendes måde at forsvare sit jeg og sit individuelle sjæleliv på. Jeg ved det ikke.
Da hun gik bort, forventede vi alle sammen, at mine kusiner skulle dele formuen og alle ejendelene. Det skulle de så ikke. Testamentet angav nemlig at hele, formuen skulle gives til en fond, der hjælper kvinder i krise. Kvinder, der er udsat for vold, afpresning, psykisk mishandling. Hendes ønske var, at den kæmpe villa, som hun boede i, skulle omdannes til et kvindekrisecenter, og at hendes døtre kun skulle overtage sommerhuset (et kæmpe slot i Sydfrankrig) sammen med hendes korrespondance og andre løsdele. Lidt dramatisk synes jeg egentlig. Men sådan ville hun. Og hun fik det skrevet ned, og vi må adlyde loven. Hendes døtre er meget forundrede, men faktisk også stolte over hende.
Grum læsning om et forhold
De har nemlig læst hendes korrespondance med en veninde. Veninden beskriver sit forhold til sin mand og far til sine børn. Det er voldsom læsning. Der var meget vold. Fysisk, seksuel og psykisk vold i den familie. Det er grusom læsning, og jeg vil bestemt ikke gentage fraser, jeg har fået læst højt af mine kusiner. De er chokerede over at læse, at sådan nogle grusomheder kan, og kunne ske. Samtidigt er de stolte over at læse deres mors svar til veninden.
Empati og forståelse
Det viser mig, at deres mor har været en meget følsom og empatisk kvinde. Hendes breve til sin mishandlede veninde er fulde af kærlighed til hende. Stoisk forståelse og gode råd. Og en masse bønner om, at hun skal forlade sin, mishandler. En masse spørgsmål om, hvorfor hun ikke kan, eller tør forlade ham. De samme spørgsmål, som vi læser om i ’videnskabelige’ artikler, der refererer til undersøgelser af vold i familien i vores dagligdag. Der er intet nyt under solen.
Er det ikke sådan, man siger?
Min tante har gennem sit testamente udtrykt en inderlig kærlighed overfor sin veninde, som desværre gik bort længe inden min tante. Hun har savnet hende. Det står der i de sidste breve, hun har skrevet til hende.
