En af mine allerbedste venner er ansat i forsvaret. Han er en venlig mand. Fornuftig. Klog. Han arbejder for et specielt hold, som koncentrerer sig om at løse kriser. Kriser skal ikke forstås som økonomiske kriser, men fx som kriser, der opstår på grund af naturkatastrofer. Fx oversvømmelser – eller jordskælv. Dem har vi jo en del af her i landet. For nogle måneder siden var han sendt til et andet land, hvor de også har jordskælv. De skulle hjælpe med at finde folk, der lå begravet under bygninger, der var faldet sammen. Han fortæller, at uden sin hund ville han bare ikke kunne klare den opgave. Også selv om han blev sendt afsted sammen med fem af sine kollegaer. Han fortæller, at hans hund er hans allerbedste ven.
Perfekt trænet hund
Den er særligt trænet til at finde levende mennesker i den slags situationer. Han har haft den, siden den var 3 måneder gammel – og han har selv trænet den. Det er en meget særlig form for hundetræning, sådan en hund skal igennem. Ikke sådan, forstået at den er hårdere end den hundetræning, som du og jeg følger for at kunne styre vores kæledyr. Der er bare tale om, at hunden skal trænes til at kunne begære sig i farlige situationer. Og den skal være 100% lydig. Det er ikke alle hunde, der kan bruges til det arbejde, han laver. Han siger selv, at det er lidt som at vinde i lotteriet, når man får en hund, der egner sig til jobbet.
Undervisning
Han fortæller også, at når de – han og hans hund – ikke er sendt ud til katastrofer, så skal han sørge for at træne med hunden hver dag. Det er vel det, der kaldes for privat undervisning i hundetræning?
Det kræver en del opmærksomhed. Både fra hans side og fra hundens. Det kan være trættende. Men han fortæller mig også, at glæden og stoltheden han føler, når træningen giver gode resultater, opvejer alle de daglige skærmydsler. Da han var afsted for nogle måneder siden, fandt hans hund en lille 4-årig dreng under et betongulv. Drengen havde været meget heldig og blev hentet ud fra den sammenfaldne bygning hårdt såret. Hunden havde sporet, at der var et levende menneske, og havde insisteret. Redningsfolkene havde derfor fjernet den ene betonbrok efter den anden, indtil drengen blev fundet.
Stor taknemmelighed
Der var naturligvis stor taknemlighed og glæde hos drengens forældre. De takkede min ven. Men han fortalte dem, at de skulle takke hans hund.
Hunden bor hjemme hos ham. Når de ikke er på arbejde til dagligt, så er det en almindelig familiehund, som bliver højt elsket af min vens børn. De leger sammen. De går ture sammen. Men det er tydeligt at se, at der er et helt specielt bånd imellem hunden og min ven. Mon han har lært noget via online undervisning?
Jeg kan ikke helt præcist sige, hvad det er. Det er bare tydeligt. Måske skyldes det den grundige og daglige vedligeholdelse af hundetræningen, som ligesom tømrer dem sammen til en enhed. Et hold. Et par med fælles erfaringer. Både sørgelige oplevelser såvel som glædelige. Det er helt sikkert, at de kommunikerer med hinanden. Hvordan? Måske med kroppen, blikket, eller stemmen.
