Har en synstest lige konstateret, at du har brug for enten briller eller kontaktlinser? Når du har fundet ud af, at du har brug for lidt hjælp til at se klart, skal du i første omgang vælge, om du vil have briller eller kontaktlinser. Den rette løsning kommer an på, hvilke behov du skal have dækket samt hvilken løsning, der er mest praktisk og behagelig for dig. I denne artikel har vi fokus på fordelene og ulemperne ved kontaktlinser.
Fordele ved kontaktlinser
En af de største fordele ved kontaktlinser er et bedre 180 graders perifert syn. Kontaktlinser passer nemlig til dit øje og giver dig et bredere synsfelt. Briller har derimod en tendens til at blokere kanten i dit syn – og i nogle tilfælde også reflektere solen.
Når du vælger kontaktlinser, vælger du den usynlige løsning. Kontaktlinser er nemlig ikke noget, andre kan se – og det er derfor en løsning, der ikke ændrer på dit udseende. Mange vælger kontaktlinser af lige netop denne årsag – især unge.
Nærsynede personer vil ofte fornemme et større synsindtryk og vil bemærke at synet bliver bedre med kontaktlinser end med briller.
Sidst men ikke mindst bidrager kontaktlinser også til uafhængigheden. Kontaktlinser dugger nemlig ikke til, bliver ikke våde og sidder heller ikke i vejen, når du bruger dem i din dagligdag. Det gør det nemmere for dig at dyrke sport, gå ture i regnvejr og meget andet. Du får også større frihed til bl.a. at bære solbriller uden styrke.
Ulemper ved kontaktlinser
Kontaktlinser er ikke en one size fits all-løsning. Der er nemlig nogle enkelte synsfejl, som kontaktlinser simpelthen ikke kan korrigere. Det er f.eks. tilfældet ved visse former for skeling og ved nedsat samsyn. Briller kan altså her være den eneste løsning.
Kontaktlinser er heller ikke den ideelle løsning, hvis ud f.eks. har diabetes eller har en tendens til at få tørre øjne. Nogle kan nemlig her opleve, at linserne er med til at udtørre øjnene yderligere, og det er selvfølgelig ikke behageligt at gå rundt med. Derudover kan kontaktlinser også give sår på hornhinanden.
Sidst men ikke mindst har kontaktlinser også en længere tilvænningstid end briller. Der kan godt gå lang tid, før du bl.a. lærer at tage kontaktlinserne på og fjerne dem og vænner dig til følelsen af at have kontaktlinserne på.