Nu ved jeg ikke, om vi har grebet opdragelsen af vores børn helt forkert an eller ej. Jeg har nemlig fået et mindre chok. Vores datter har fødselsdag i begyndelsen af maj måned, og hun har givet os en ønskeseddel. På den står der, at hun ønsker sig et par sneakers. Hun har også skrevet navnet på modellen. Så jeg tænkte, at jeg ville gå på nettet og købe den specifikke model.
Sneakers
Så jeg skrev bare ”Sneakers København” i søgefeltet og fandt flere butikker, der sælger sneakers fra det brand, hun nævner. Nemt nok skulle man tro, ikke? Men nej. Der var ikke en eneste af de butikker, jeg fandt på nettet, der havde den pågældende model på lager. Så jeg tænkte, at jeg har en god undskyldning for at tage ind til byen og gå i butikker. Jeg ringede derfor til en veninde og arrangerede en tøsetur ind til city. Dejligt.
Nike sportssko
Vi kom ind til byen. Gik i en af de større butikker og begyndte at kigge efter Nike sportssko. Jeg blev kontaktet af en sød pige, som arbejder i butikken. Hun ville gerne hjælpe mig. Så jeg spurgte hende, om de havde den specifikke model, som min datter gerne vil eje. Jeg viste hende også sedlen med det præcise navn på sportsskoen.
Pigen kiggede på sedlen – og derefter kiggede hun på mig. Hun forklarede mig, at desværre den model fører de slet ikke. Den kan vist kun købes secondhand. Hvad for noget? Det er da bare en Nike sko. Pigen fortalte mig, at prislejet for den sko er alt for højt for deres kunder, og de vil ikke føre den, fordi det vil tage en del af deres lagerplads. Men hvis jeg ville vente, så vil hun gerne bestille et par hjem til mig. Hun advarede mig, dog om, at det kan tage, flere måneder inden skoen kommer hertil, fordi den bliver ikke masseproduceret. Jeg tænkte mig om. Spurgte hende om prisen på skoen. Og jeg var ved at besvime, da hun nævnte den. Sådan ca. i omegnen af prisen på spidsen af jetjager. Jeg sagde nej tak til hendes tilbud. Min datter får ikke et par sportssko, som er så dyre.
Har vi gjort det rigtigt?
Og det er her, mit spørgsmål kommer ind i billedet: Har vi opdraget vores børn rigtigt, når vi insisterer på, at de skal have kvalitet, og at de gerne må betale for kvalitet? Er kvalitet lig med høje priser? Og hvor går grænsen?
Vores filosofi er jo. blot den, at vi gerne vil have, at vores børn har dyre vaner, fordi det vil tvinge dem til at sørge for at få gode uddannelser, gode jobs og gode indkomster.
Men i dette tilfælde er der noget, vi måske ikke har været opmærksomme på: Har vi lært dem, hvad dyre vaner er, og hvor rimeligheden i forbrug er? Min mand og jeg skal tale mere med børnene om, hvad der er rimeligt. Er det rimeligt, at en 14-årig pige går i et par sko, der koster det samme, som en smedelærling får i månedsløn?
