Nyhavn er Københavns mest populære turistmagnet

Nyhavn er en unik perle midt i byen, hvor borgere og besøgende kan nyde de gamle farvestrålende huse langs vandet, mens de spiser en isvaffel eller slendrer ned mod Kongens Nytorv med en kaffe i hånden.

Når udlændinge tænker på København, ser de formentlig Nyhavn for sig som noget af det første. Det postkortskønne område i Indre By, der gennem årtier har fået besøgende til at lægge vejen forbi og sukke over skønheden, er i den grad en turistmagnet.

Det er i øvrigt også her, vores egen statsminister bor, og H.C. Andersen kaldte også Nyhavn for ‘hjem’ i gamle dage – og man forstår jo godt, hvorfor beliggenheden tiltrækker boligkøbere med pengepungen i orden.

Nyhavn er en fryd for øjet og byder på en væld af beværtninger og restauranter, som kan stille sulten og slukke tørsten. Og samtidig ligger det perfekt i byen: Hopper du på cyklen over Inderhavnsbroen, er du på Christiania og Papirøen på få minutter. Går du den modsatte vej, er du på Amalienborg, Strøget og Kongens Nytorv på ingen tid.

Èn af de mest populære aktiviteter blandt turister og borgere er de mange kanalrundfart-ture, som tilbydes flere gange i timen. Du kender sikkert den traditionelle tur i den aflange båd med guide og plads til godt 100 mennesker, men en gang imellem tilbyder initiativtagere også nogle lidt mere specielle ture.

KBH.dk har for eksempel skrevet om en populær gin & tonic-cruise, som finder sted i foråret, hvor gæster ombord får lov at smage på en stribe forskellige gin & tonics, mens de får vind i håret og farve i kinderne.

Nyhavn er også en yndet destination for alle med en sød tand. Området byder på flere dessertmuligheder – ikke mindst gammeldags vaffelis og hjemmelavede belgiske vafler med softice. Og fordi stedet tiltrækker besøgende, som gerne vil have en bid af det søde, åbnede dessertspecialisterne Winterspring en pop up-dessertshop i december måned.

Området hed oprindeligt ‘Den Nye Havn’ og blev til helt tilbage i 1673. Området var først en travl erhvervshavn, hvor skibe fra hele verden lagde til kaj. Livet i havnen var præget af sømænd, værtshuse, glædespiger og fest. Den Nye Havn blev siden til Nyhavn, men charmen er i den grad bevaret – og der er stadig liv og glade dage fredag og lørdag aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *