I den landsby, hvor mit sommerhus ligger, har jeg en ven. Vi ses én gang om året. Om sommeren, når vi alle er der i juli og august måned. Min ven tilhører det her D-I-Y-folk. Do-it-yourself-folket. Og han er faktisk rigtig dygtig til at gøre tingene selv. Han er god til at reparere ting i sit hus. Ja, han har faktisk selv sat det i stand. Det har taget ham årevis, men nu er det blevet rigtigt lækkert. Han har tit spurgt en anden kammerat, vi har til råds, når han har været i tvivl om, hvordan han skulle lave et specielt møbel.
Gammel snedker
Vores fælles kammerat var møbelsnedker, men er nu pensioneret. Så han er den rigtige person at spørge om den slags. Og han deler gerne ud med gode råd og tips. Efter at han gik på pension, har han lavet lidt arbejde sådan ved siden af, hvis jeg kan sige det sådan. Men for nogle år siden holdt han op. Kræfterne er ikke længere så mange, og han har nogle helbredsproblemer.
Høvlebænke
En aften, da vi sad og sludrede på min vens terrasse hver især med et glas vin i hånden, fortalte min ven, at han har ledt efter høvlebænke. Han vil gerne have sådan én i sit værksted. Han har indset, at den er et værdifuldt møbel for ham. Og ja, det er et møbel. Den har både plads til, at man kan lægge store og lange stykker træ på den, så man kan høvle og slibe fint. Den har skruetvinger, så man kan holde forskellige objekter sikkert på plads, mens man arbejder. Men han har ikke helt fundet den høvlebænk, som han drømmer om. Den er også god at bruge som arbejdsbord. Fx når man maler en vinduesramme, eller sådan noget.
Vores kammerat spurgte ham, om det skulle være en høvlebænk af træ, eller om det skulle være en moderne version, han leder efter. Min ven sagde, at han helst ville have én i træ. Det mener han, er bedre og rarere, at arbejde ved. Vores kammerat fortalte ham, at han har en gammel høvlebænk hjemme på sit værksted. Den må han få, hvis han vil have den.
Uden høvlebænk ingen helt – eller noget
Da hans kone hørte det, udbrød hun, at han kan da ikke give ham sin høvlebænk. ”Den er da for slidt”, sagde hun. Hun viskede til mig, at den også er værdifuld, og at hun syntes ikke, at hendes mand skulle forære den væk. Min ven sagde, at han ville være taknemlig for den, og at han gerne ville betale for den. Vores kammerat svarede dog, at han ikke vil have penge for den. ”Det vil glæde mig at give dig den. Det er bedre, at den kommer i brug hos én, der er glad for den, end at den står og samler støv hjemme i mit værksted.”
Han bad sin søn om at sende et billede af høvlebænken, så min ven kunne se den og fortælle, om han virkeligt gerne ville have den.
Sommeren, året efter kom vores kammerat til landsbyen med sin store bil. I den havde han læsset den gamle høvlebænk. I dag står den i min vens værksted, og han bruger den dagligt.
