Om Planloven

Vi bor I et naturskønt område lidt vest for København. Og vi har boet her i mere end 20 år. Dengang vi købte huset, stødte kvarteret op til et naturområde, som var fredet. Det var en af grundene til, at vi købte huset dengang: At vi kunne komme ud i den skønne natur – og se frem til, at der ikke ville blive bygget i det. Vi har nydt det. Og vi nyder det sådan set stadigvæk. Her er fred, og vi kan følge årets gang i naturen.

Planlovgivning ændret

Men nu er der så sket det, at kommunen har ændret sin plan for området. Endnu en gang. Vi har tidligere haft konflikter med hensyn til, hvordan området skal anvendes. Kommunen har nu introduceret i sin nye plan, at området skal udlægges til erhvervsområde. Selvom de skriver, at det skal være til ikke-miljøforstyrrende formål, så ved vi jo godt, at det ikke vil blive overholdt. Og rent praktisk vil der skulle foretages arbejder, der rent faktisk forstyrrer miljøet. Fx skal der anlægges veje og parkeringsmuligheder for ansatte i de nye kontorbygninger, som kommunen forestiller sig, at der skal opføres.

Ødelægger mit humør

Tanken om, at der skal anlægges nye veje, ødelægger mit humør. Det betyder jo rent praktisk, at det lille økosystem ødelægges. Ok, jeg er med på, at kommunen skal udvikle sig, den skal imødekomme ønskerne om flere arbejdspladser. Klart. Men når der nu findes andre områder, der ikke er fredede, og som egner sig lige så godt til den udvikling, som er planlagt, hvorfor skal de så ødelægge ’vores’ skønne naturplet? Vi er flere her i kvarteret, som er utilfredse med planen.
Planloven siger, at vi har ret til at gøre indsigelser mod planen, mens den er til offentlig høring. Derfor har vi lige holdt et møde med andre beboere her på vejen om, hvordan vi griber det an med at få præsenteret vores indsigelser.

Advokat til hjælp

En af de andre beboere er advokat. Han er temmelig vred over den udvikling, som er præsenteret i kommuneplanen. Han er godt nok ikke specialiseret i planlovgivning, men han vil forsøge at skrive et brev til kommunen, hvor vores indsigelser og bekymringer bliver præsenteret. Hans speciale er vist nok ungdomskriminalitet. Han talte i hvert fald meget om, at han tit er til møde i ungdomskriminalitetsnævnet. Det er dog sødt af ham, at han vil forsøge at skrive brevet. Vi får et udkast i morgen, hvor vi skal mødes igen.

De fleste af os har nævnt, at vi ikke ser grunden til, at naturområdet skal stykkes op med veje og bebygges. Vi forstår godt, at de kommende ansatte skal have pæne omgivelser. Men hvorfor lige her? På længere sigt vil det rent faktisk også betyde, at værdien af vores boliger falder, fordi vi bliver naboer til et stort erhvervsområde, hvor store kontorbygninger vil herske i bybilledet.

Vi har haft en lignende konflikt med kommunen for mere end 10 år siden. Dengang var indsigelserne også baseret på nødvendigheden af at bevare flest mulig naturområder. Også selv om vi ikke bor langt ude på landet. Vi mener faktisk, at det er mere aktuelt nu, end for 10 år siden, at naturen ikke ødelægges.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *